Blåhvidt dansk porcelæn

Et kapitel fra min bog "Antik og loppefund"

....... Det var i 1779, Den Kongelige Porcelainsfabrik lancerede Blå Blomst. Stellet fremstilles ligesom det musselmalede den dag i dag.

Det musselmalede porcelæn er i dag lige så populært, som dengang i 1775, hvor det så dagens lys på Den Kongelige Porcelainsfabrik. Rigtig mange mennesker samler på det og kombinerer det med det nye stormønstrede Mega Mussel.
Også en række af de andre gamle danske blåhvide porcelænsstel er i dag hotte samleemner. Nogle af stellene fremstilles den dag i dag - andre kan udelukkende fås på loppemarkeder og i antikvitetsforretninger.
Disse blåhvide mønstre er et vidnesbyrd om de første spæde skridt i porcelænsfremstillingen på dansk jord.
I 1600-tallet kunne man ikke fremstille porcelæn herhjemme - eller i Europa i det hele taget. Det havde man til gengæld kunnet i flere hundrede år i både Kina og Japan, og via handelen med Det Fjerne Østen kom der store mængder porcelæn til de europæiske lande. Mens japanerne var berømte for deres flerfarvede porcelæn, var det hvide porcelæn med mønstre og motiver i blå underglasur en kinesisk specialitet. Og det var ikke mindst dette blåhvide porcelæn, der vakte begejstring hos europæerne. Konger og rigmænd samlede på krukker, skåle og vaser og udstillede de fine genstande i særligt indrettede porcelænskabinetter.
Historien fortæller, at en excentrisk engelsk adelsmand, der havde hvide køer gående på sit landsted, var så begejstret for det kinesiske porcelæn, at han lod samtlige dyr male à la kinesisk porcelænsmønster.

Danmarks første porcelænsfabrik
Tanken om, at man måske selv kunne fremstille porcelæn i Europa, var nærliggende. Man kendte dog ikke opskriften og vidste derfor ikke, at der blandt andet skulle en hvid lerart, kaolin, i porcelænsmassen, og at genstandene skulle brændes ved meget høje temperaturer. Og kineserne og japanerne var ikke meget for at røbe opskriften - eksporten af porcelæn var jo en indbringende forretning.
Men i 1709 lykkedes det i Tyskland at fremstille det første stykke ægte hvide porcelæn på europæisk jord.
Det skete ved kurfyrst August den Stærkes hof i Dresden. Kurfyrsten havde nogle år forinden taget en omvandrende alkymist, Johann Friedrich Böttger, til fange med den besked, at han først ville blive sluppet fri igen, når han havde fremstillet guld til kurfyrsten - det var jo det, alkymister påstod, de kunne. Böttger fik alle de remedier til rådighed, han havde brug for, men selvfølgelig lykkedes det ham ikke at lave guld.
Men så fik August den Stærke den idé, at Böttger, der jo havde forstand på kemi, måske kunne finde frem til porcelænets gåde. Så kunne kurfyrsten tjene formuer på at sælge porcelæn.
Det havde Böttger til gengæld held med, og i 1710 grundlagde kurfyrsten Europas første porcelænsfabrik i Meissen - en fabrik, der eksisterer den dag i dag.
August den Stærke forsøgte selvfølgelig indædt at hemmeligholde teknikken bag porcelænsfremstillingen. Rundt om fabrikken lod han opføre en hel by til porcelænsarbejderne, og hele vejen uden om byen en meget høj og bred mur, der var bevogtet af vagtfolk. Hvis man ville arbejde på Meissen-fabrikken, måtte man finde sig i ikke at komme uden for byens område.
Efterhånden slap hemmeligheden dog ud, og flere europæiske lande fulgte i løbet af 1700-tallet i kølvandet med egne porcelænsfabrikker.
Danmark lod vente på sig, men i 1772 lykkedes det kemikeren og apotekeren Franz Heinrich Müller at finde frem til den helt rigtige opskrift og fremgangsmåde efter at have eksperimenteret i nogle år. Tre år senere åbnede Den Kongelige Porcelainsfabrik i København med Franz Heinrich Müller som teknisk leder.
Der var fest i byens gader på åbningsdagen, og der var blevet skrevet en særlig sang til den festlige lejlighed, som i det store og hele gik ud på, at nu kunne kineserne og japanerne godt pakke sammen, for nu kunne man selv lave porcelæn.

Blåhvidt som det kinesiske
Det første, man koncentrerede sig om hos den nyåbnede porcelænsfabrik, var at fremstille porcelæn med forbillede i det populære blåhvide kinesiske porcelæn. Og det første stel var det musselmalede - efterfulgt af Blå Blomst.
Det var også billigere at fremstille det blåhvide porcelæn frem for det flerfarvede, hvilket betød, at fabrikken kunne opfylde endnu et mål: at det nye danske porcelæn fandt vej til et bredt publikum.
Den blå koboltfarve, som man anvendte, var dengang den eneste farve, der kunne tåle en temperatur på 1400 grader, hvilket krævedes for at kunne forvandle leret til porcelæn. Man kunne derfor male direkte på den forglødede skærv og derefter dække mønstret med transparent glasur. Der skulle så kun en brænding til, før genstanden var færdig.
Skulle der flere farver på porcelænet - hvilket der jo kom med tiden - krævede det flere brændinger ved lavere temperaturer. Og jo mere brænde, der skulle bruges, desto dyrere blev de færdige genstande.
Især det musselmalede porcelæn blev utroligt populært hos den danske befolkning - så populært, at det snart blev kaldt for ”det gode borgerstel”.
I begyndelsen var det svært at få skærven helt hvid - de ældste ting fra 1700-tallets slutning har ofte en lidt grålig skærv. Men man eksperimenterede videre og blev dygtigere, ligesom mønstrene også blev udført med stadig større nøjagtighed.
Det er et krævende arbejde den dag i dag at fremstille blot en enkelt musselmalet middagstallerken. Hele 1197 små strøg skal der til, før den er færdig-dekoreret.

Konkurrent med blåhvide stel
Lige indtil 1853 blev hvert eneste stykke porcelæn i Danmark fremstillet af Den Kongelige Porcelainsfabrik. Men så var det slut - en ny fabrik, Bing & Grøndahl, slog dørene op på Vesterbro.
Initiativtageren til den nye fabrik var Frederik Vilhelm Grøndahl. Han havde været i lære hos Den Kongelige Porcelainsfabriks drejestue, og med sin erfaring i bagagen tog han kontakt til to rige forretningsmænd, brødrene Meyer Herman og Jacob Herman Bing, og det var sammen med dem, han grundlagede Bing & Grøndahl.
Det blev frem for alt Harald Bing - tredje generation - der kom til at sætte sit præg på den daglige drift.
Han var en venlig mand over for sine ansatte - dog fortælles det, at hvis de bad om lønforhøjelse, var svaret, at fabrikken jo var åben døgnet rundt - hvis de ville tjene mere, måtte de bare arbejde det længere.
Formålet med Bing & Grøndahl var faktisk at hellige sig fremstillingen af figurer i biskuit - uglaseret, hvidt porcelæn. Men Den Kongelige Porcelainsfabriks succes med de store blåhvide og flerfarvede spisestel fik den nye fabrik på andre tanker og snart kastede Bing & Grøndahl sig ud i fremstillingen af stribevis af nye stelmønstre - i skarp konkurrence med den gamle porcelænsfabrik, der bestemt ikke hvilede på laurbærrene.
Det blev til flere stel med blå underglasur fra Bing & Grøndahl. I 1888 lancerede fabrikken sin udgave af det musselmalede service. Der var intet forbud mod at hugge mønstre og motiver fra hinanden - og når alt kom til alt, så havde Den Kongelige Porcelainsfabrik selv hugget mønstret fra Meissen-fabrikken. Musselmalet kommer efter sigende også fra det tyske Muscheln for musling, der henviser til den muslinge-agtige rillede overflade på det tidlige musselmalede porcelæn.
Til gengæld havde Den Kongelige Porcelainsfabrik taget patent på navnet Musselmalet, så Bing & Grøndahl måtte kalde sit stel for Blåmalet.
Stort set samtidig lancerede fabrikken også et andet blåhvidt stel, Sommerfugl, og i 1904 fulgte så Empire, hvor dekorationen består af blå blomsterguirlander.
Begge disse stel er ligesom Musselmalet og Blåmalet utroligt populære i dag og stadig relativt lette at finde på loppemarkederne og hos antikvitetsforretningerne.
De fleste samlere går efter tallerkener, saucekander, kopper og underkopper. Men det er faktisk utroligt, så mange forskellige dele, der er fremstillet til nogle af disse stel. Blandt de mere usædvanlige steldele kan nævnes konfektskåle, bouillonskåle med låg, rouladefade og knivstole til at lægge kniven på.
Musselmalet ligger i den dyre ende. En middagstallerken kan godt snige sig op på omkring 500 kr., mens man ofte slipper med cirka halvdelen for en lignende størrelse tallerken i Sommerfugl eller Empire fra Bing & Grøndahl.

---

Tips

Da mønstret på de blåhvide stel er malet under glasuren, bliver steldelene ikke så hurtigt slidt. Tallerkener, fade og kopper kan af samme årsag godt tåle en tur i opvaskemaskinen.

Det kan være svært at se forskel med det blotte øje på det musselmalede fra Den Kongelige Porcelainsfabrik og så Bing & Grøndahls Blåmalet. Et kig i bunden af tallerkenen eller koppen vil dog afsløre oprindelsen. Porcelænet fra førstnævnte fabrik har et mærke med tre bølgelinjer, mens det fra Bing & Grøndahl vil være mærket med et B&G.

Mærket på Musselmalet fra Den Kongelige Porcelainsfabrik ændrer sig med årene. Tre bølgelinjer, der symboliserer Øresund, Storebælt og Lillebælt, er gennemgående på al porcelænet til alle tider. Men måden, de figurerer på, sladrer om den periode, genstanden er fremstillet i.
Er der kun tre bølgelinjer, står man med et stykke porcelæn fra før 1890. En oversigt over de øvrige stempler og tidsperioder findes på Royal Copenhagens hjemmeside.