Foredrag

Udtalelse:
FOF i Nykøbing F havde på Kulturhøjskolen i efteråret 2018 den fornøjelse at have besøg af Mariette Tiedemann, som fortalte om, hvilken indflydelse Japan havde på malerkunst og kunsthåndværk i Europa. Mariette er en meget kvalificeret og meget spændende foredragsholder, som virkelig formåede at tryllebinde sit publikum, og alle gik hjem med indtryk af, at det havde været et af de bedste foredrag, de havde hørt. Anne-Grethe Jakobsen, værtinde.

Foredrag

Jeg har oparbejdet en portefølje på i alt 16 forskellige foredrag om antikviteter, loppefund, kunsthåndværk og islamisk kunst. Jeg rykker gerne ud til større eller mindre forsamlinger, der kan stille med et AV-udstyr. Samtlige af mine foredrag varer cirka 1,5 til 2 timer og følges af et hav af billeder i form af powerpointshow. Ring på 21 78 28 77, eller send mig en mail på mariette@tiedemann.dk, og hør nærmere. Her kommer listen over de mange foredrag:

Porcelæn og fajance

Den Kongelige Porcelainsfabrik, Bing & Grøndahl og Aluminia - den fantastiske historie om porcelænets vej fra Det Fjerne Østen til Europa og Danmark, om begejstringen for kinesisk blåhvidt porcelæn, om Musselmalet, Blå Blomst, Mågestellet, Susanne, Lone, Poul, Anna Sofie og alle de andre stel, man i dag finder hos antikvitetshandlere og på loppemarkeder.

Sølv og det, der ligner

Georg Jensen, Mogens Ballin, Just Andersen og populære bestikmønstre: Musling, Dobbeltriflet, Empire, Rokoko osv. Om tretårnet sølv, mestermærker og sølvvarefabrikker og om det billigere plet og elektroplet.

Glas og emalje

Holmegaard, Conradsminde, Fyens, Kastrup og andre danske glasværker. Om nogle af de typiske samleemner: brevpressere, hyacintglas, hinkesten, drikkeglas m.m. Emalje er også glas. Om Michelsens Marguerit-smykker og et indblik i, hvordan der arbejdes i en kinesisk emaljefabrik.

Dansk keramik

Kähler, Axel Salto, Thorvald Bindesbøll, Hjort, Niels Hansen Jacobsen og alle de andre keramikere, der revolutionerede dansk keramik med nye former og spændende glasurer. Og om eneren, Bjørn Wiinblad, der brød med sin tids stramme moderne formgivning.

Japanmani
I 1853 åbnede Japan sine havne efter 217 års afsondrethed fra omverdenen. Handelen med det asiatiske land bragte spændende og eksotiske ting til Europa, som fik afgørende indflydelse på malerier af Monet, Manet, Degas, Pissarro og andre franske impressionister. Også tidens europæiske kunsthåndværk fik en japansk drejning.

Ure

Standure, Bornholmerure, kaminure, lygteure, lommeure og armbåndsure - samt historierne bag nogle helt specielle ure. Om urenes tilblivelse og hvad man skal se efter, når man er på jagt efter et godt ur.

Møbelklassikerne

Nedslag i junglen af møbelklassikere: Hans J. Wegener, Finn Juhl, Arne Jacobsen, Børge Mogensen og alle de andre. Om møblerne og menneskene bag og om inspirationen fra de amerikanske shakere.

Håndknyttede tæpper

Håndknyttede tæpper og kelims, fremstilling, tæppe-historier, kæmpetæpper, mønstre og motiver, havetæpper, maskinlavede kopier og forskel på nyt og gammelt.

Fem fantastiske fortællinger

Lakarbejder, japanske træsnit, russiske ikoner, vifter og tupilakker. Det skal man kigge efter, når man er på jagt.

Fund fra loppemarkedet

Gammel julepynt, nøddeknækkere, japanske netsuker, stokke til hele familien, små fede mænd, krenitskåle, kiksespande osv. De sjove og spændende historier bag genstandene og gode råd til den, der vil på loppejagt.

Da glas blev kunst

Om de små glasværksteder med en eller få glaskunstnere som i slutningen af 1900-tallet begyndte at udforske den kunstneriske side af glasset. Især om den skandinaviske glaskunst - Finn Lynggaard, glasværkerne i Småland, Bertil Vallien, Edward Hald, Åsa Brandt osv., men også med et par afstikkere til bl.a. USA og Japan.

Tin, kobber og messing

Kobbertøj og herregårdskøkkener, det populære tin, klangtin og tinpest, det gyldne messing, der ligner guld. Om stempler og forskel på gammelt og nyt.

Perler

Om perlesmykker, perler i kunsten, kulturperler, naturperler og uægte perler, sorte og rosa perler, brugen af perler gennem tiderne, berømte kæmpeperler osv.

ISLAMISK KUNST


Miniaturemalerier og bogkunst

Om stor kunst i lille format, paladsernes bogværksteder, berømte bøger med utrolige historier og koranen som kunstværk.

Farvestrålende keramik

Om importen af kinesisk porcelæn, frittegodset, osmannernes glæde for planter og blomster, den dekorative skrift, fantastiske geometriske mønstre og en tur gennem Alambra paladset i Granada.

Guld, sølv og andet metal

Om metalarbejder indlagt med guld og sølv, guldsmykker, håndvarmere, røgelsesbrændere, oliekander, instrumenter og robotter.

Mogulernes Indien

Om kunstglade stormoguler, genstande af jade, krystal og elfenben, smykker med rubiner, smaragder og perler, livet i paladset, haremskvinder og havekunst.

M.T. Press, Krogvej 30 A, DK-2830 Virum, Danmark, mobil: (+45) 21 78 28 77, mariette@tiedemann.dk