Et kapitel fra min bog "På loppejagt for 700 kr."
For mange mennesker er en hinkesten fuld af minder. Man kan næsten høre lyden for sig af glassets skurren mod asfalten og se de ujævne hvide kridtstreger for sit indre blik.
Stort set ingen børn i dag gider at hinke og tegne hinkeruder. Og måske forståeligt nok, da der er langt flere biler på vejene end for 40-50 år siden.
Men så har hinkestenene til gengæld fået en ny funktion som samleobjekt.
Mangen en samling er begyndt som ren nostalgi - med barndommens slidte sten, hvor tidens tand har bidt sig godt fast i glasset. For det er netop disse gamle glassten med masser af patina, der fascinerer.
At hinke er en børneleg, men fakttisk stammer den fra de voksnes verden. Oldtidens romerske soldater brugte simpelt hen hinkeriet som ren militær ben-træning. I fuld soldateruniform - og den var tung dengang - hinkede de fra felt til felt, mens de indimellem skiftede hinke-ben. Og der var ofte tale om hård træning, idet hinkeruderne nogle gange var mere end 30 meter lange.Til at hinke med brugte soldaterne ganske almindelige flade sten.
I selveste Forum Romanum i Rom, der var romernes politiske og kulturelle centrum, har man fundet en af verdens ældste hinkeruder indridset i brolægningen.
De romerske børn kopierede soldaternes træning, og det samme gjorde børn i mange andre lande, efterhånden som det romerske rige ekspanderede og erobrede store dele af Europa.
De første hinkesten af glas
På et tidspunkt har også danske børn lært legen at kende, herhjemme under navet at "hoppe paradis", da det højeste nummer i hinkeruden blev kaldt for paradis.
Men hvor man i andre lande gennem tiderne har brugt almindelige flade sten, man fx har fundet på stranden, udviklede der sig i Danmark, som noget ganske enestående, en tradtion for at fermstille hinkesten af glas.
Det hele begyndte sandsynligvis som fusk - altså den slags arbejde, som lærlingene på glasværkstederne havde lov til at fremstille til eget brug i en ledig stund i arbejdstiden.
Og det har ikke taget mange øjeblikke at lave en hinkesten. Med en saks har lærlingen klippet en lille klump glødende glasmasse af glaspiben og ladet den falde ned på et af værkstedets stålborde. Derefter har han grebet en tang eller et andet forhåndenværende redskab og har så trykket glasset ud til en hinkesten. Samtidig efterlod redskabet et eller andet enkelt mønstre. Og så kunne lærlingen ellers tage hinkestenen med hjem til lillesøster.
Fyens Glasværk var det første af de danske glasværker, der fandt på at sætte hinkesten i produktion med salg for øje. De første af slagsen blev fremstillet i 1915 og blev under betegnelsen "paradisplatter" vist i det katalog, som glasværket udgav i 1924, og som butikkerne kune bestille hjem efter. Disse tidlige hinkesten, hvoraf en af dem har de tre gratier som motiv, er selvsagt meget eftertragtede blandt samlere.
Flere hinkesten fulgte i kølvandet fra Fyens Glasværk. De blev som regel lavet af alle de klumper glas, som man havde til overs fra den øvrige produktion. Og det er netop derfor, at hinkesten findes i så uendelig mange farver.
Bøffen, stjernen og alle dyrene
Da hinkestenene først var blevet sat i produktion, fandt man hele tiden på nye mønstre og motiver, der alle lagde navn til stenene.
I 1930'erne kom Fyens Glasværk på markedet med "Hanen" og "Stjernen" samt "Bøffen", hvis navn skyldtes, at mønstret på oversiden mindede om en hakkebøf!
Og i 1960'erne så en serie med motiver fra H.C.Andersens eventyr dagens lys. Tommelise, Klods Hans og Pigen med Svovlstikkerne blev sparket rundt i hinkeruderne.
Fyens Glasværk beholdt førertrøjen på, når det gjaldt produktionen af hinkesten. Men også andre glasværker tog ideen op.
Hos Hammer Glasværk, der lå ved Næstved, blev der fx fra og med 1970'erne fremstillet hinkesten i lange baner med blandt andet alle stjernetegnene på.
Fra samme tid og fra samme glasværk stammer også en række hinkesten med lidt forskelligartede mønstre af knopper og ringe - mønstre, der faktisk er magen til dem, som sodavandsflaskerne en overgang havde i bunden. Det var myndighederne her til lands, der forlangte, at man skulle kunne skelne de forskellige sodvandsfirmaer fra hinanden via symboler, der blev præget i glasset.
Noget tyder på, at flaskeformene måske har været genbrugt til fremstilling af hinkesten.
De farlige hinkesten
Glasværkerne designede ofte selv motiverne på hinkestenene. Men de fik også kendte designere til det. I 1969 var det fx glaskunstneren Michel Bang, der stod for en hel serie hos Holmegaard. Og han gentog succesen hos Fyens Glasværk i begyndelsn af 1970'erne med hinkesten med søde og sjove dyremotiver.
I 1996 blev der hævet en masse pegefingre, når det gjaldt legetøj af glas. Den slags kunne være farligt for børnene, hævdedes det. Det endte med et direktiv fra EU, der bekendtgjorde, at legetøj i det store og hele ikke længere måtte laves af glas. I kølvandet på direktivet forbød Forbrugerstyrelsen fremstillingen af glas-hinkesten på dansk jord.
Forbudet varede dog kun en lille måneds tid. Det viste sig nemlig, at Forbrugerstyrelsen havde været lidt for hurtigt ude og havde misforstået direktivet - hinkesten hørte nemlig til undtagelsen fra reglen.
Men i løbet af den korte forbudstid nåede oprørte danskere at etablere en hel forening til hinkestenenes bevarelse med flere hundrede medlemmer!
Så populær var den lille glasdims dengang, og nu har den så fået et velfortjent comeback på hylderne hos de ivrige samlere.
M.T. Press, Krogvej 30 A, DK-2830 Virum, Danmark, mobil: (+45) 21 78 28 77, mariette@tiedemann.dk