Kaméer

Et kapitel fra min bog "Hvad er det værd"

Går man ind i afdelingen for parfume og accessories i et af de store, fine varehuse i Paris, kan man være sikker på at finde kaméer, indfattet i ringe, som brocher og som tørklædeholdere - alle fremstillet i plastic eller lignende materialer.
Forbilledet - de ægte kaméer - er de fineste små kunstværker, udskåret i relief i smykkesten eller særlige arter af konkylier.
Kontrasterne, hvor fx et cremefarvet ansigt toner frem mod en mørkere baggrund, er fremkommet ved, at kunstneren har udnyttet de forskellige farvede lag i stenene eller konkylieskallerne.
Lige siden oldtiden har man fremstillet de smukke kaméer af blandt andet agat, onyks, opaler og ametyst - den slags finder man kun sjældent i handelen i dag. Til gengæld udbydes kaméer af konkylier, som man har lavet siden 1800-talllets begyndelse, ofte til salg. Motiverne er i vid udstrækning portrætter af kendte personer eller familiemedlemmer.

De gamle er de billigste
Konkylie-kaméerne fremstilles den dag i dag - et af de vigtigste centre er den italienske by Torre Del Greco for fødderne af Vesuv. Her udføres arbejdet efter ældgamle traditioner - det kan tage fra få timer til flere dage at fremstille en kamé, alt afhængig af, hvor detaljerigt motivet er.
Men med de timelønninger, kunsthåndværkerne holder i dag, kan det ofte bedre betale sig at købe de gamle kaméer.
I dag vil man nok mest af alt betragte kaméer, indfattet i ringe, brocher og vedhæng, som en sag for kvinder, men de særlige smykker har også været brugt af mænd.
Pave Paul d. 2. var en ivrig samler og bruger af kaméer. Og Napoléon var også så betaget af smykkerne, at han åbnede en skole i Paris for kamé-fremstilling. Han skulle bare vide, hvordan plastic-udgaverne har indtaget den franske hovedstad.



Tips

Støv kan faktisk ridse en kamé. Børst den derfor med jævne mellemrum med en blød børste. Og kom helt ned i de dybeste udskæringer.

En kamé, fremstillet af konkylie, kan godt renses med varmt vand og derefter tørres grundigt med et blødt stykke stof. Brug aldrig sæbe, det ødelægger smykket.

Jo flere fine, små detaljer, des mere værdifuld er kaméen som regel. Hvis man næsten kan se hvert enkelt hår på den portrætteredes hoved, er det et godt tegn.

Der må ikke være revner i kaméen - de kan være svære at se ved første øjekast, så hold smykket op mod lyset, så afsløres de.

Der er massre af kopier på markedet. - altså kaméer, hvor nuance-forskellen mellem lagene ikke skyldes udskæring, men pålimning af fx et portræt, udskåret i en anden farve. Og det er jo en langt simplere teknik, der ikke bør belønnes på nær samme vis.

M.T. Press, Krogvej 30 A, DK-2830 Virum, Danmark, mobil: (+45) 21 78 28 77, mariette@tiedemann.dk