Netsuker

Et kapitel fra min bog "Antik og loppefund"



    ......
    Denne netsuke er kun 3,8 cm høj og udskåret i ben, der skal imitere elfenben. Den er højst sandsynligt fra slutningen af 1800-tallet.

Mange mennesker har gennem tiderne tabt deres hjerte til netsuker - de små japanske figurer, der er fremstillet i alverdens materialer, og hvis detaljerede motiver vækker beundring såvel i dag, som dengang de blev til.
En enkelt bog, bestselleren The Hare with Amber Eyes fra 2011 af den britiske forfatter Edmund de Waal, har om noget pustet til interessen for emnet - også hos folk, der aldrig før har hørt ordet netsuke.
Bogen er den sande historie om de Waal, der har arvet en fornem samling netsuker fra sin onkel og beslutter sig for at undersøge samlingens vej gennem sin slægts historie fra 1800-tallets slutning til i dag.
Netsukens historie går dog endnu længere tilbage, og den opstod udelukkende med et praktisk formål for øje.
Den traditionelle japanske klædedragt, kimonoen, er en smuk og enkel kåbe. Den er faktisk så enkel, at den ikke har en eneste lomme - hvilket jo er upraktisk, hvis man skal have sin pung, piller eller andre småting med i byen.
I gamle dage brugte kvinderne ofte de vide ærmer til at opbevare tingene i, mens mændene måtte finde på en anden løsning.
Man kunne selvfølgelig bære tingene i en kurv, men så havde man ikke begge hænder fri, hvilket også var upraktisk - tænk blot på samuraierne, der hurtigt skulle kunne gribe sværdet, hvis der lurede en fare.
Løsningen blev at hænge en lille stofpose eller taske ned fra bæltet, der holdt kimonoen sammen rundt om maven. Snoren blev stukket op bag om bæltet, og for at den ikke skulle falde ud, blev den forsynet med en modvægt i den anden ende i form af fx et lille stykke rod, der stak op over bæltets overkant. På japansk betyder ”ne” rod og ”tsuke” at fastgøre. De første netsuker var således bærepinde af et lille stykke naturmateriale.

Fra rod til skulptur
Japanerne har altid været et æstetisk folk, der har lagt vægt på skønhed i selv de mest almindelige hverdagsgenstande.
Det lille stykke rod var jo synligt, og det blev derfor snart udskåret dekorativt og med tiden erstattet af de fine små skulpturer, som vi i dag forstår ved netsuker.
Samtidig blev der også gjort stadig mere ud af poserne, der indeholdt genstandene, ligesom man opfandt inroen - en lille 15 cm høj beholder, som regel af træ, der var inddelt i adskillige på hinanden følgende små rum, som kunne åbnes hver for sig.
Rummene indeholdt medicin, krydderurter og andre små emner. Inroen blev holdt sammen to snore, der løb horisontalt gennem siderne på beholderen, og afsluttedes med en sløjfe forneden. I den anden ende var så netsuken, der stak op over bæltet, og her var snorene på bagsiden af netsuken trukket gennem to huller, himotoshi, der var forbundet af en lille tunnel. Det ene hul var lidt større end det andet, så det kunne skjule knuden på snorene.
Og så var der en lille kugle, ojime, som holdt snorene samlet lige over inroen. Ved at lade kuglen glide opad, kunne inroen åbnes.
Ligesom netsuken var fint udskåret, var inroen ofte lakeret og fornemt dekoreret med motiver i guldmaling. Glæden for skønhed gik endog så vidt, at selv den lille ojime blev fint uskåret med mønstre og motiver.
Alt efter, hvor fint eller mindre fint et sæt bestående af inro, netsuke og ojime var udført, tilkendegav det ejerens status i det japanske samfund.
Fra 1636 til 1854 var Japan et lukket land for omverdenen. Men så åbnede landet igen sine grænser og sine havne og begyndte at handle med en række europæiske lande.
I kølvandet på denne nye åbenhed begyndte japanerne også så småt at skifte kimonoen ud med klæder i vestlig stil - hvorved netsuken, ligesom inroen, mistede sin funktion. Nu fik man lommer til at opbevare tingene i.
Men netsuken gik ikke sin undergang i møde. Europæiske kunstnere og kunstelskere kastede sig i slutningen af 1800-tallet med begejstring over japansk kunst. Man opkøbte japanske træsnit, omgav sig med japanske lakerede møbler og viftede sig med fornemme japanske vifter. Og man fik øjnene op for netsukernes forunderlige verden. Det var på dette tidspunkt flere store samlinger af netsuker blev grundlagt.
Netsuken udviklede sig derfor fra en brugsting til en selvstændig kunstgenstand, som japanske kunstnere udførte med salg til europæerne for øje.
Den dag i dag fremstilles der fine netsuker, hvoraf de bedste er eftertragtede samleemer.
Netsukens løsrivelse fra sin oprindelige funktion medførte også en større frihed, når det gjaldt materialer og udformninger. Nu, hvor netsuken ikke længere var en brugsgenstand, behøvede materialerne ikke at være helt så solide. Man behøvede heller ikke længere at tage hensyn til, om detaljerne kunne rive hul i kimonoen.
Der er folk, der har fine samlinger af netsuker, mens andre konstant er på jagt efter inroer. Igen andre samler udelukkende på ojime. Og alle tre genstande har deres egne samlerforeninger rundt om i verden.
Når det gælder netsuker, afholdes der endog årligt en større kongres, hvor samlerne mødes, samlingerne udstilles, og der holdes foredrag om de små kunstværker.


Frøer og samuraier
Elfenben, 25.000 år gamle stødtænder fra mammutter, jade, horn, keramik, koraler, bambus, metal, bjørnetænder og cirka 100 forskellige træsorter er gennem tiderne blevet forvandlet til netsuker.
Og det er de blevet af netsuke-shi - netsuke-kunstnerne, hvis lærdom er gået i arv fra generation til generation.
Selv valnødder har kunstnerne skabt de fineste netsuker af.
Som regel har man først indpodet en lille orm i nødden, der har spist al indmaden. Dernæst er skallen blevet udskåret med motiver i relief, og til sidst er kunstværket blevet lakeret for at give det glans og holdbarhed.
De aller mest almindelige materialer har dog været buksbom og elfenben - indtil 1989, hvor handel med elfenben blev forbudt.
Der findes flere forskellige typer netsuke med hver deres navn. Manju er fx en rund hvælvet netsuke, der minder lidt om en fransk makron. Typen er opkaldt efter et stykke konfekt, som japanerne har fremstillet i flere hundrede år.
Den mest almindelige og populære type er katabori, tredimensionelt udskårede figurer af især dyr og mennesker. Disse netsuker åbenbarer en verden af fugle, aber, kaniner, frøer, insekter og fisk - ofte i søde situationer med deres afkom. Og når det gælder mennesker, kan det være et barn, der ridder på en okse, en mand, der bader, en samurai, der svinger sit sværd, en vagabond med sin hund, en erotisk scene osv. Motiverne er uendelige, og det er fascinerende, hvor mange detaljer, de golfkugle store skulpturer kan rumme.
Ofte henviser motiverne til kendte japanske sagn og fortællinger - noget, kun en japaner vil kunne gennemskue.
Noget andet, der er svært at gennemskue, er, om den netsuke, man står med i hånden, er ægte. Fra blandt andet Hong Kong oversvømmes markedet af kopi-netsuker af ringe kvalitet.
Det første, man bør kigge efter, hvis man er heldig at finde en netsuke på et antikmarked, er de to huller til snoren på bagsiden af netsuken. De er ofte - men ikke altid - glemt i de billige kopier.
De meget gamle netsuker finder man næppe hos en almindelig antikvitetshandel. Der skal man hjemsøge auktionshusene. Men man kan godt finde en rigtig fin netsuke fra slutningen af 1800-tallet hos en antikvitetshandler eller forretning med speciale i antik asiatisk kunst i ind- eller udland. Og man kan selvfølgelig også være heldig, at støde på en netsuke på et antikmarked.
Priserne strækker sig fra cirka 700 kr. og helt op til trecifrede tusindebeløb for de aller fineste netsuker.



Tips

En nåletest kan også afsløre, om en netsuke er den ægte vare eller en patineret kopi i kunststof. Tag en lille nål, varm den op, til den er rødglødende, og forsøg at få nålespidsen ind et sted på netsuken, som ikke er synligt. Er den af kunststof, så går nålen ind, og det kan lugte fælt. Hvis ikke, så er netsuken højst sandsynlig elfenben.

M.T. Press, Krogvej 30 A, DK-2830 Virum, Danmark, mobil: (+45) 21 78 28 77, mariette@tiedemann.dk