Tupilaker

Et kapitel fra min bog "Antikfund"

Den krybende tupilak fra 1960'erne er fremstillet af kaskelottand med øjne af tænderne fra en sort plastickam. I mangel af bedre blev der undertiden anvendt røde kamme! (Foto: Lars Kaae).

Hvis en inuit, som er det korrekte ord for eskimo, i gamle dage ville have bugt med en ækel fjende, var en tupilak sagen.
Oprindelig blev tupilakkerne, der var magiske figurer, skabt af blandt andet knogler fra dyr, skind fra en bjørn eller hund, fuglevinger, hår fra et menneske og bedst af alt – dele af et barnelig! Vigtigt var det i hvert fald, at der indgik ”ingredienser” fra både dyr og mennesker.
Når figuren var færdig, skulle der en trylleformular til for at give den liv. Og kræfter – ja, det fik den ifølge overtroen helt automatisk ved at suge næring fra fremstillerens kønsdele!
Den færdige tupilak blev sat ud i en flod eller i havet, hvorefter den selv ville finde vej til fjenden.Vel ankommet ville den forårsage sygdom og død.
Når tupilakkerne satte kursen mod fjenden enten svømmede, kravlede eller fløj de – det sidste gjaldt især de figurer, der var forsynet med vinger.
Fangere, der var ude med kajakken og harpunen, skulle vogte sig – især, hvis de havde fjender. En formodet sæl, der blev ramt med en harpun, kunne vise sig at være en tupilak, der med sin styrke væltede kajakken og dræbte manden.
Det var næsten altid en åndemaner med forstand på trolddom, der fremstillede tupilakkerne. Det krævede ekspertise, da det var en både omstændelig og farlig sag at lave den slags figurer.
Åndemaneren vidste lige, hvad der skulle bruges i det givne tilfælde, alt efter årsagen til hævnen.
Når man skulle samle de forskelle dele af figuren, var det også vigtigt kun at bruge tommel- og lillefingeren. Hvis man rørte figuren med andre fingre, ødelagdes den magiske virkning.
Og så var der en stor risiko forbundet med fremstillingen af tupilakker. Var man uheldig eller undlod at følge ritualerne nøje, kunne tupilakken finde på at vende ondskaben mod skaberen.
Modtageren kunne også selv være i besiddelse af en endnu mere magtfuld tupilak, så tupilakken vendte om og lod magien gå ud over afsenderen.

Modeller af den ægte vare
De ældste tupilakker, skabt af dele fra dyr og mennesker, har man ikke fundet nogle af. At de har eksisteret, ved man fra både mundtlige og skriftlige kilder.
Det er på Østgrønland, hvor inuitterne har levet i fred med deres magi, uden indtrængen fra omverdenen, at tupilak-kulturen har fået lov til at blomstre.
Først i 1884 kom danskerne til Østgrønland, hvor de ti år senere oprettede en handelsstation.
Nysgerrigt spurgte danskerne, hvad en tupilak dog var for noget. For at vise dem det begyndte inuitterne at udskære tupilakkerne i træ og i øreknogler fra sæler.
Der findes kun ganske få af de gamle tupilakker af træ, og de er stort set alle sammen endt på museum.
Man kan være heldig at finde en tupilak af øreknogle. Men de er sjældne og selvsagt meget små – nogle af dem endda mindre end en lillefingernegl! Men utroligt fint udskårne.
Netop på Østgrønland fandtes der mange dygtige kunsthåndværkere, der snart begyndte at fremstille de små uhyrer i større mængder både til sig selv og til de fremmede som souvenir. Der var nemlig stor afsætning på de spændende figurer. Og jo mere groteske tupilakkerne så ud, desto bedre.
Snart begyndte inuitterne at lave figurerne i et langt mere holdbart materiale, nemlig af tænderne fra kaskelothvalen. Og det er disse tupilakker, man finder i antikvitetsbutikkerne i dag.
Ligesom de første tupilakker indeholdt materiale fra både dyr og mennesker, har de udskårne figurer som regel menneskehoved og dyrekrop. Det frygtindgydende er heller ikke gået tabt. Figurerne viser ofte tænder – et tegn på deres styrke - har udspilede øjne og skeletagtige kroppe.
Produktionen af denne type tupilakker, der udelukkende blev skabt med eksport for øje, begyndte i slutningen af 1940’rne og fortsatte indtil 1972, hvor det blev forbudt at jage hvalerne. Siden hen er der lavet store mængder moderne tupilakker af rensdyrgevir.
Selv om man ikke er kender, kan man sagtens se forskel. Tupilakker af kaskelottand har en varm lys farve og er fint udskårne kunstværker med masser af detaljer. Man kan som regel også kende dem på den let buede form, der spidser til foroven, som om figuren har nissehue på. Tupilakken følger simpelt hen hvaltandens buede linjer. Størrelsen på tupilakkerne varierer fra cirka 5 cm til 12 cm alt efter, hvor stor tanden har været. Øjnene er som regel sorte og består ofte af noget så uædelt som små afklippede stykker fra tænderne på sorte plastickamme.
Nyere tupilakker af rensdyrgevir går lige op og ned, er grovere i udskæringen og har grålige partier. De ligger kvalitetsmæssigt langt fra de fine gamle udgaver i kaskelottand.

---

Tips

Et godt råd til storrygerne: Sæt tupilakken bag glas. Ligesom alt andet tandmateriale er kaskelottand overfølsom over for tobaksrøg. Figurerne suger til sig og får med tiden en grim gullig farve.

Er skaden sket, og figuren blevet gul, må man endelig ikke tørre den af i klorin for at få den hvid igen - så falder den simpelt hen fra hinanden. Det kan derimod hjælpe at stille tupilakken i sollys i et halvt års tid.

En tupilak af kaskelottand kan godt tørre ud og blive mat og død i overfladen. Smør den med lidt uparfumeret vaseline, eller vask den i en svag opløsning af vand og gammeldags brun sæbe - det gør underværker.

Priserne på de gamle tupilakker af kaskelottand fra 1950 til 1972 ligger på mellem 1.500 kr. til 5.000 kr., afhængig af størrelse og kvalitet.

En øreknogle fra en sæl (øverst) kunne af fingernemme kunsthåndværkere forvandles til en tupilak i miniatureudgave. Den viste tupilak er fra slutningen af 1920'erne. (Foto: Lars Kaae).